Børn & Familie

Det Konservative Folkeparti mener, at børnene primært er forældrenes ansvar. Det offentlige kan hjælpe og vejlede forældrene i deres rolle over for børnene. Det er vigtigt at forældreevnen styrkes for de mere usikre eller svage forældre, det kan f.eks. ske gennem en familiementor, der er tilknyttet familier med behov for dette. Det offentlige skal ikke tage forældreansvaret fra forældrene, medmindre børnenes trivsel eller velfærd er i fare.

Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø for lærere, pædagoger og tilknyttet personale, her tænkes på rammerne omkring arbejdet med de unge mennesker.

Vi prioriterer en god folkeskole sammen med, at vi respekterer forældrenes frie valg af skole, om den er offentlig eller privat.

Børnepasning.
Det overordnede mål vil være at skabe robuste børn. Det være sig både kognitivt som socialt, fysisk og psykisk.

Vi vil øge opmærksomheden på samarbejdet mellem forældre, institution og sundhedspleje. Samtidig skal der være øget fokus på forældredeltagelse i institutionerne omkring børnenes dagligdag.

Naturen inddrages i vidt omfang som læringsrum. Evt. med en turnus så alle børn i løbet af deres børnehavetid, er fast ude på alle årstider.

Der skal sættes øget fokus på børns generelle trivsel ved, at der i dagpleje, børnehave og institutioner sættes megen fokus på bevægelse og sund levevis. – Her bør der arbejdes ud fra langsigtede planer.

Vi vil arbejde for, at der kan oprettes alternative børnehaver, her tænkes blandt andet på idrætsbørnehaver og flere skovbørnehaver.

Det er vigtigt, at vores daginstitutioner og børnehaver passer til den enkelte families behov. Vi vil derfor arbejde for børnehaver og daginstitutioner med fleksible åbningstider. Et forsøg med åbningstid hele døgnet bør undersøges og prøves, eftersom stadig flere forældre har behov for pasning i aften- og nattetimerne.

Videreuddannelse af pædagoger og medarbejdere i daginstitutioner og børnehaver samt sundhedsplejen skal have høj prioritet. Det er vigtigt, at medarbejdere og pædagoger får mulighed for at videreuddanne sig i relation til medarbejdernes og institutionernes behov.

Puljeordninger kan etableres, hvis behov opstår.

Folkeskolerne.
Overordnet mål for Folkeskolen er at skabe rammer, der gør, at vi får et kreativt læringsmiljø. Et miljø der er attraktivt, åbent, samarbejdende, anerkendt og respekteret. Hvor der er en naturlig respekt for autoriteterne.

Det Konservative Folkeparti mener, det er vigtigt, at vi har dygtige skoleledere, der i fællesskab med skolebestyrelsen driver den enkelte skole.

Det Konservative Folkeparti går imod heldagsskolen. Dog bør der findes en balance imellem maksimumundervisningstimetallet frem for minimummet, for at sikre vores børn det bedste mulige undervisningsgrundlag, både for at medgive dannelse, og ikke mindst uddannelse. Lærerne får dermed også mere tid til at give eleverne de bedste forudsætninger for det videre uddannelsesforløb.

Vi vil løbende udvikle folkeskolen, her bør Haderslev Reformen tages til eftersyn. Vi er nysgerrige efter at prøve nye tanker af i forhold til skolestruktur. Det kan f.eks. være fortrinsvis boglig undervisning om formiddagen, hvor eleverne er friske, og de mere kreative fag om eftermiddagen.

Det er vigtigt, at der skabes en sammenhæng mellem institutionerne, da dagpleje og vuggestuer er fødekæde til børnehave, der igen er fødekæde til skolerne. Fjernes et led vil man fjerne grundlaget for de efterfølgende led i uddannelseskæden.

Vi vil arbejde for en skolestruktur, for Haderslev Kommune, der er tilpasset elevantal og lærerkapacitet, således at der kan tilbydes tidssvarende undervisningsmuligheder for alle elever i Haderslev Kommune. Vi tager udgangspunkt i børnenes tarv i forhold til legekammerater og læringsmiljø. Vi mener, at det er nødvendigt med en samlet plan for skoleområdet – der evt. kan medføre skolelukninger. Her er det vigtigt, at der foreligger en plan for sikker skolevej (med cykelsti eller bus) samt elevernes fremtidige skoleforløb.

Der bør etableres et vikarkorps, der sikrer en fagligt funderet vikardækning.

De fysiske rammer skal være tidssvarende, og vedligeholdelsesplaner skal overholdes.

Vi ønsker samme økonomiske vilkår for privatskoler som for kommunale skoler i relation til haltimer og lignende.

Samarbejde og udvikling
Samarbejdet mellem forældre, skolebestyrelse og skole skal styrkes. Vi vil være meget lydhøre over for de signaler, der kommer fra skoler og forældre. Forældrene skal inddrages mere i skolen generelt, og især i det enkelte barns skoledag.

Målet er at give eleverne i vores folkeskole en uddannelse for livet. Det gør vi ved at tilbyde dem et skoleforløb, der på bedste vis kombinerer den solide faglige indlæring med elevernes udvikling af sociale kompetencer. Læse- og regnefærdigheder skal styrkes.

Samarbejdet med børnehaverne skal udbygges således, at der mellem børnehaven og den fremtidige skole skabes kontakt og samarbejde med henblik på en gnidningsløs og effektiv indskoling. I et sådant samarbejde kan problemer med “vanskelige” børn afdækkes og tackles i god tid.

Eleverne bør sikres de bedste mulige forudsætninger for en videregående ungdomsuddannelse. For at sikre den høje faglighed er det vigtigt, at der er ordentlige fysiske rammer og tidssvarende undervisningsmaterialer.

Samtidig med ovenstående er det også vigtigt, at vi satser på efteruddannelse af lærerne. For at eleverne kan få den bedst mulige start på et langt uddannelsesforløb, er det vigtigt, at lærerne er opdateret med de nyeste værktøjer og den nyeste viden. Skoleledelsen skal også styrkes. Skolelederne skal også gennemgå efteruddannelse med henblik på at drive en folkeskole i et samfund under konstant udvikling.

Faglighed
Skolerne skal sætte fokus på dokumentation. Det gøres blandt andet gennem tests. Tests skal bruges som et pædagogisk redskab, og som et positivt redskab til opfyldelse af egne mål.

Udover de boglige fag mener vi, at der skal være plads til flere idrætstimer, samt undervisning i sund levevis. Erfaringer viser, at børns læring styrkes ved at dyrke idræt. Skole og forældre skal i tæt samarbejde om elevernes daglige kostvaner.

Vi prioriterer styrkelse af elevernes tyskkundskaber, det kan ske ved, at eleverne møder sproget løbende som en integreret del af andre fag. Alternativt ved at udvide tyskundervisningen på de mindre klassetrin.

Generelt skal lærerne stille højere krav og forventninger til den enkelte elev. Vi ønsker en folkeskole, hvor læring og trivsel for både elever, lærere og forældre har højeste prioritet. Vi opstiller klare mål samtidig med, at vi har en høj prioritering af de værktøjer, der er nødvendige for at opfylde målene.

Vi bør evaluere talentklasserne i forhold til det faglige niveau og talentudviklingen.

Der bør forsøgsvis dannes klasser for elever med særlige evner og motivation for ekstra indlæring.

Den understøttende undervisning bør afskaffes som selvstændigt fag. Her kan de frigivne undervisningstimer anvendes til 2 lærerordninger i f.eks. dansk og matematik. Eleverne vil få kortere skoledage, med et højere fagligt udbytte.

Musikskolerne
Vi ønsker at fastholde og styrke Haderslev-modellen, hvor alle skoleelever møder musikken på deres egen skole i løbet af deres skoletid.

Vi ønsker, at egenbetalingen ligger på et niveau, hvor alle børn har mulighed for at modtage musikundervisning – dette kan ske gennem fripladser baseret på forældrenes indkomst. Dette er for at sikre, at talenter ikke går tabt.

Samarbejdet mellem folkeskoler og musikskoler skal styrkes.

Ungdomspolitikken

Vi skal arbejde for:

  • Spændende kultur- og studiemiljø for de unge. Det skal være attraktivt at bo, leve og være ung i Haderslev kommune.
  • At udvikle studiemiljøet for dem der vil og kan tage en højere uddannelse.
  • Adgang til korte eller længerevarende kompetencegivende kurser i praktiske fag.
  • At flere unge tager en erhvervsuddannelse eller teknisk/videnskabelig højere uddannelse, vi mangler iværksættere.
  • At der skal være adgang til fritidsaktiviteter, som de unge finder spændende.

De unge skal motiveres til at deltage i foreningsaktiviteter – for at styrke deres sociale kompetencer. Der skal gøres en ekstra indsats for at få de ”foreningsløse” med i foreninger, da det er en del af deres sociale opdragelse.

Vi er imødekommende overfor Ungdomsrådet – HUR.

Det specialiserede område:

Der skal foretages en tidlig indsats over for udsatte vordende familier med henblik på hurtig afklaring af deres evne til at varetage forældrerollen. Dette for, at familien hurtigt kan få den rigtige støtteforanstaltning.

Alle dele af det specialiserede område gennemgås. Der er flere områder, hvor Haderslev Kommune betaler langt mere (50%) end vore nabokommuner for samme ydelse. Disse midler bør anvendes på normalområdet, eller på at inkludere ”specielle børn” i det samfund, som de bliver en del af som voksne.

Der er et stort økonomisk gab mellem familiepleje og anbringelser i en institution. Her bør Haderslev Kommune indgå i at finde løsninger imellem de 2 muligheder, der er bedre for børnene og samtidigt bedre, økonomisk set for kommunen.

Familieplejen skal have mere rimelige rammer, da vi skal værne om de gode familieplejere.

Der er for mange børn med diagnoser, der bør indgå et større forældreansvar for børnenes trivsel.

Der bør etableres forsøg med en forebyggende indsats, med coachingforløb, til forældre med børn, der mistrives.

Louiseskolen bør løbende udvikles.

Erhvervsklargøring

Der skal ske et samarbejde mellem skolerne og erhvervslivet omkring undervisning, temauger, praktik samt virksomhedsbesøg.

Der bør etableres erhvervslinjer på alle ungeuniverser.

Eleverne bør gøres klar til at komme ind på arbejdsmarkedet. De bør trænes i det fleksible engagement og den vedholdenhed, der kræves for at kunne gennemføre en uddannelse eller være på en arbejdsplads.

Vi vil undersøge mulighederne for et ”ungdomsskolemiljø” – hvor der kan være forskellige tilbud f.eks. motorlære, sløjd, ungdomsklub.

Der bør være fokus på dannelse og uddannelse, der sammen med et højere fagligt niveau hjælper vores børn til en større robusthed i forbindelse med videreuddannelse.

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU)
UU bør i højere grad afspejle det arbejdsmarked, eleverne skal ud til, end det uddannelsessystem, som de netop nu er en del af. Derfor bør UU korpset ikke kun bestå af tidligere folkeskolelærere.

Sundhedsplejen

Vores udgangspunkt er, at børnene er familiens ansvar. Vi tror på, at vi gennem samarbejde kan hjælpe familier til at tage gode valg for deres familier. Vi støtter op omkring intentionerne i KLs’ 6 pejlemærker, med udgangspunkt i information og dialog.

Vi skal have øget fokus på de første 1.000 dage, der er vigtige for et barns muligheder i livet. Her skal vi have en fokuseret indsats over for de 0-2-årige i udsatte og sårbare familier. Vi skal styrke familiernes forældreevne.

Vi skal blive endnu bedre til at forebygge, således at vi sikrer fremtiden. 

Udsatte og sårbare familier, med børn, skal være en del af fællesskabet, og de skal have et hverdagsliv, som ligner andres mest muligt. 

For at sikre borgernes trivsel og sundhed skal der forsat arbejdes med KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) faktorerne i Haderslev kommune, og vi skal blive bedre til at henvise og hjælpe den enkelte borger til et sundere valg, og en sundere livsstil.

Vi skal inddrage foreningslivet i Haderslev kommune til at øge trivsel og sundhed til børn, unge og ældre borgere.